48 timer i Göteborg

Hoteller, restauranter og seværdigheder til en uforglemmelig weekend.

Film: Studio Bon
May 2023
Sveriges næststørste by har meget mere at byde på end forlystelsesparken Liseberg og skærgårdsudflugter med skumsprøjt. Hoteller, restauranter og seværdigheder til en uforglemmelig weekend i Göteborg.

Fredag

Hotel Pigalles unikke interiør
Det ekstravagante Hotel Pigalle. Foto: Hotel Pigalle

Tjek ind

Hvad er et bedre udgangspunkt for en weekend end at tjekke ind på et velvalgt hotel? Der er mange muligheder i det centrale Göteborg, og det eksklusive Hotel Pigalle er et af de mest populære steder. At træde ind i det historiske Palacehuset fra 1700-tallet er som et skridt ind i en verden af overdådig luksus og ekstravagance, samtidig med at man har storbyens puls lige uden for døren. Sørg for at nyde en drink eller to i hotellets tagbar (hvor indretningen som i resten af hotellet er alt andet end underspillet), før du begiver dig ud for at opleve byen.

Et andet og noget mere budgetvenligt alternativ er det farvestrålende boutiquehotel Flora.

Inde i interiørbutikken Artilleriet
Med sit eklektiske udvalg af møbler og interiørdetaljer er Artilleriet et must, når du er i Gøteborg.

Shopping

Kun et stenkast fra både Hotel Pigalle og Hotel Flora ligger nogle af Göteborgs hyggeligste shoppingstrøg. Første stop kan meget vel være den populære indretningsbutik Artilleriet, hvor man sagtens kan bruge en masse tid. Med sit alsidige og gode udvalg af boligindretning, møbler og detaljer fra hele verden er den store butik et klart mål for både passionerede designelskere og dem, der bare sætter pris på en unik butiksoplevelse.

Ved siden af Artilleriet finder du søsterbutikken The Kitchen, hvor du kan snuse rundt blandt stilfulde køkkenprodukter og kunsthåndværk til køkkenet. Perfekt, hvis du ikke har så meget plads i bagagen, men alligevel vil have en souvenir med hjem fra turen.

Da Matteos solrige baghave
Da Matteos solrige baghave. Photo: da Matteo

Hvis det snarere er mode, der står højt på shoppinglisten, bliver du ikke skuffet over Grandpa. Her er et nøje udvalgt sortiment af mode og livsstilsprodukter, en skøn atmosfære og dygtigt personale. Sørg også for at købe en god kop kaffe to go fra den populære gårdcafé da Matteo, inden du fortsætter til næste stop.

Også konceptbutikken Vallgatan 12 er et besøg værd for den modeinteresserede. På 1.000 kvadratmeter finder du mode til damer og herrer, sammen med boligindretning og kunst. Hvis du vil tage et ekstra bevidst valg, fortsætter du til second hand-butikken lige om hjørnet, Humana. Velsorteret, høj kvalitet og noget for enhver garderobe.

Er du håbløs parfumesamler? Så skal du besøge den velduftende butik COW Parfymeri – det er på eget ansvar! Ekstremt kyndigt personale og et unikt udvalg inden for både duft og makeup.

Gelato i forskellige smagsvarianter
Nyd gelato fra den prisvindende Gelateria.

Forfriskning

Efter en intensiv eftermiddag med shopping kan det være godt med en pause, hvor man kan hvile fødderne. Champagnebaren er med sin lidt skjulte beliggenhed, et boblende menukort og virkelig lækre småretter et perfekt sted at samle energi inden aftenen.

Skinner solen? Så er en skøn, cremet og hjemmelavet gelato på Gelaterian både kølende og forfriskende.

En kok tilbereder en ret på Bar Bulot
På Bar Bulot serveres daglige friske delikatesser fra havet.

Middag

For at vride de sidste oplevelser ud af bydelen Inom Vallgraven anbefaler vi en middag på den franskinspirerede og havduftende Bar Bulot, som ligger i behagelig gåafstand fra hotellet. Nyd Vestkystens lækre råvarer i innovative og legende tilberedninger.

Hvis maven i stedet kalder på et stort måltid, kan du sætte kursen mod The Barn, som har Göteborgs bedste burger. Gå ikke glip af restaurantens absolut uimodståelige fries af søde kartofler.

Lørdag

En udstilling på Göteborgs Konsthall
Göteborgs Konsthall. Foto: Hendrik Zeitler

Opdag byens kunstscene

Efter en god nats søvn og en lang hotelmorgenmad venter en ny dag i den charmerende by, og selvfølgelig er intet besøg fuldendt uden en slentretur ad den berømte Kungsportsavenyn. Fra denne hovedboulevard kommer du til Röhsska Museet med alt fra kunst til mode og design fra hele Europa, Japan og Kina. Og følger du avenuen hele vejen til Götaplatsen, hvor byens ikoniske statue af den græske gud Poseidon står, finder du Göteborgs Konsthall og Göteborgs kunstmuseum.

Inde i caféen Viktors Kaffe
Bestil en varmende cappuccino eller en kølende kaffetonic hos Viktors Kaffe.

Frokost

Kun et par gader fra Götaplatsen møder du den trendy café Viktors Kaffe. Her serveres både lettere frokostretter og sprøde croissanter og frem for alt udsøgt kaffe. På en varm sommerdag er en kaffe tonic det absolut mest trendy valg – en kølende kaffedrink af tonic, koldbrygget kaffe og is.

To venner taler sammen og drikker et glas vin
Björns Bar er en hyggelig favorit blandt byens vinelskere.

Aperitivo

En lørdag aften i Göteborg indledes bedst på en af byens mange livlige barer. Hvis du vil slukke tørsten med en velblandet drink, er Familjen et godt valg. Virker et spændende vinkort kombineret med smagfulde oste mere tillokkende? Så skal du vælge vinbaren Björns Bar.

Middag

Göteborgs mest hippe restaurant lige nu finder du på Vasa Kyrkogata 1. Bar La Lune, som startede som en lille vinbar, er i dag vokset til en restaurant – men det er lykkedes at bevare den familiære, livlige og spontane stemning. Menuen består af et ofte skiftende udvalg af innovative småretter, et par større, varme retter og vidunderlige, små desserter. Hvis du vil fortsætte aftenen i nærområdet, ligger søsterbaren Angeli dør om dør med La Luna.

En anden lille restaurant med et livligt klientel er Bord 27. Trods det høje niveau på både mad og drikke er det et charmerende og afslappet sted med retter, der henter inspiration fra hele verden. 

Søndag

Poolen ved Hagabadet i Gøteborg
Hagabadet med sine smukke lokaler i klassisk jugendstil. Foto: Peter Kvarnstrom

Formiddag

En søndag i byen tilbringes bedst ved at slentre rundt blandt det hyggelige, gamle kvarter Hagas såkaldte “landshøvdingehuse” – smukke træhuse fra 1870'erne og frem. Spis morgenmad på den lille café Gerd, og forkæl så dig selv med en afslappende formiddag på Hagabadet.

Frokost

Inden det er tid at runde din weekend af, kan du passende gå en tur op til Benne Pastabar på Skanstorget og spise en mættende frokost. Hjemmelavet, frisk pasta til en rimelig pris – kan man forestille sig en bedre afslutning på en perfekt weekend?

Adresser

Hotel Pigalle
Södra Hamngatan 2A, Göteborg

Hotel Flora
Grönsakstorget 2, Göteborg

Artilleriet
Magasinsgatan 12, Göteborg

Artilleriet The Kitchen
Södra Larmgatan 2, Göteborg

Grandpa
Vallgatan 3, Göteborg

da Matteo
Vallgatan 5, Göteborg

Vallgatan 12
Vallgatan 12, Göteborg

Humana Second Hand
Kaserntorget 6, Göteborg

COW Parfymeri
Södra Larmgatan 4, Göteborg

Champagnebaren
Kyrkogatan 13, Göteborg

Gelaterian Göteborg
Grönsakstorget 1, Göteborg

Bar Bulot
Norra Hamngatan 8, Göteborg

The Barn
Kyrkogatan 11, Göteborg

Röhsska museet
Vasagatan 39, Göteborg

Göteborgs Konsthall
Götaplatsen 7, Göteborg

Göteborgs kunstmuseum
Götaplatsen 6, Göteborg

Viktors Kaffe
Geijersgatan 7, Göteborg

Familjen
Arkivgatan 7, Göteborg

Björns Bar
Viktoriagatan 12, Göteborg

Bar La Lune
Vasa Kyrkogata 1, Göteborg

Bord 27
Haga Kyrkogata 14, Göteborg

Gerd
Linnégatan 7, Göteborg

Hagabadet Haga
Haga Östergata 6, Göteborg

Benne Pastabar
Skanstorget 3, Göteborg

Tekst af Agnes Regell