48 timer i Malmø
Falafel, naturvin og secondhand-shopping.
Fredag
Check ind på weekendens hotel
Start din weekend med at checke ind på et af byens hoteller. Malmø har flere charmerende hoteller, der er værd at tjekke ud – og det bedste ved Malmø er, at du er i gåafstand til næsten alt, uanset hvor i byen du bor. Vi elsker det populære og smukt indrettede luksushotel MJ's, hvor du får serveret morgenmad i den frodige have og kan få en drink i hotellets festlige bar. En anden favorit er boutiquehotellet Story Hotel, der har en smuk beliggenhed med udsigt over vandet. Se flere hoteltips her.
Oplev Malmø fra vandet
Det er utroligt smukt at se Malmø fra vandet. Langs kanalen finder du flere typer af både, som du kan leje – fra guidede ture til motorbåde og pedalbåde til dig, der hellere vil opdage byen i eget tempo. Det tager omkring en time at komme hele kanalen rundt, så køb mad og drikke med til en picnic på vandet.
Smagsoplevelser i Malmøs markedshal
Efter en dag på vandet kan det være rart at komme ind i varmen – og så er det perfekt med en bid mad. I Malmö Saluhall finder du noget for enhver smag. Her kan du gå rundt blandt friske, velduftende råvarer og smage på spændende oste og delikatesser – eller slå dig ned og nyde et måltid i en af restauranterne, mens du kigger ud over markedshallens lækre udvalg.
Ølsmagning
Slut den første dag af med en god øl. Malmö Brewing Co & Taproom er et must for ægte ølentusiaster. Her finder du hele 42 forskellige fadøl – mange af dem brygget i bygningen. Hvis du har svært ved at vælge mellem alle varianterne, kan vi anbefale at bestille en privat ølsmagning til dig og dine venner, hvor I også lærer bryggeriet og dets historie at kende.
Lørdag
Brunch på Kava
Restauranten Kava har en smuk beliggenhed ved siden af kirken Sankt Petri Kyrkja, og her serverer de morgenmad, brunch og gode vine. Start lørdagen her med at tanke op til dagens oplevelser. I sommermånederne er den lille udendørs terrasse det perfekte sted at kigge på de forbipasserende, mens du nipper til en lækker naturvin og nyder klassiske, veltilberedte brunchretter som grilled cheese, røræg og frisk frugt.
Secondhand-shopping i “Möllan”
Gå en tur til den hippe, multikulturelle bydel Möllevången (også kendt som "Möllan") for at opleve nogle af byens mest spændende barer, caféer og butikker. Her finder du flere secondhand-butikker, der tiltrækker ægte modeentusiaster, for eksempel velassorterede HUMANA på Möllevångsgatan 29B eller Beyond Retro på Claesgatan 8.
Middag på Far i Hatten
Midt i Folkets Park ligger restauranten med Malmøs mest berømte udeservering, Far i Hatten, med en menu bestående af lokalt producerede og sæsonbestemte råvarer, lækker stenovnspizza og et spændende vinudvalg. Om aftenen forvandles Far i Hatten til et samlingssted med dans, livemusik og events til sent ud på natten.
Søndag
Malmøs bedste falafel
Malmø er et paradis for falafelelskere, så før du tager hjem, bør du selvfølgelig besøge et af byens berømte falafelsteder som populære Värnhems Falafel ved siden af Värnhemstorget eller Möllans Falafel blot et stenkast fra Möllevångstorget.
Træd ind i kunstens verden
Når du besøger Malmø, må du ikke gå glip af det spændende kulturliv – og Malmö Konsthall er helt sikkert et besøg værd. I den store kunsthal med åbne lokaler er der masser af udstillinger året rundt, så chancen for at finde noget, der passer dig, er rigtig god. Gå heller ikke glip af den berømte boghandel med et af Sveriges største udvalg af bøger og kunst – perfekt til dig, der leder efter en souvenir at tage med hjem efter en weekend i byen.
Adresser
MJ's
Mäster Johansgatan 13, Malmö
Story Hotel
Tyfongatan 1, Malmö
Malmö saluhall
Gibraltargatan 6, Malmö
Malmö Brewing Co & Taproom
Bergsgatan 33, Malmö
Kava
Göran Olsgatan 1, Malmö
Humana
Möllevångsgatan 29B, Malmö
Beyond retro
Claesgatan 8, Malmö
Far i hatten
Folkets Park, Malmö
Värnhems falafel
Lundavägen 1, Malmö
Möllans falafel
Bergsgatan 14, Malmö
Malmö konsthall
S:t Johannesgatan, Malmö
Tekst af Peggy Hansson