En guide til Sveriges bedste vandrestier
Udforsk Sveriges landskab og vandrestier.
Kyststien Bohuslän
Kyststien er en lidt mindre kendt afstikker fra den smukke Bohusleden. Den går fra Tjörn langs kysten og videre ind i Norge. Ruten består af 23 etaper, alle tæt ved havet og med mere eller mindre goldt og uberørt landskab blandet med græsgange, skove og små fiskelejre. Du vil opleve masser af levn fra istiden, gravhøje, oldtidsminder og landsbyer med minder fra middelalderen.
Sværhedsgrad: middel
Flyv til: Gøteborg
Information: westswedentrails.com/delled/kuststigen
Kungsleden
Kungsleden er Sveriges mest kendte vandrerute, endda med stort internationalt omdømme. Hele ruten fra Abisko i nord til Hemavan i syd er 440 km lang og vil tage en måned at vandre. Den er dog tydeligt opdelt i anbefalede ugentlige etaper, og langs stort set hele ruten er der enkle, men bekvemme fjeldhytter med teltpladser i nærheden. Jeg vil gerne slå et slag for den sydligere del af ruten fra Hemavan til Ammarnäs. Vindelfjällen byder på en mindst lige så smuk udsigt som den nordligere del af ruten, og på denne del af ruten er du mere alene, der er mere roligt og et meget langsommere tempo.
Sværhedsgrad: Middel/svær
Flyv til: Kiruna
Information: svenskaturistforeningen.se/guider-tips/omraden/kungsleden
Skåneleden
Skåneleden byder på en fabelagtig smuk vandretur gennem Skånes varierede landskab – langs stier ved havet, gennem bøgeskove og de bølgende bakker ved Brösarps bakker. Det er en lang rute opdelt i fem forskellige etaper. Mange vælger at tage et lille telt med for at være helt tæt på naturen.Min favoritstrækning er deletapen Österlen. Den tager dig igennem klassiske udsigtspunkter i Skåne samtidig med, at du kan besøge kendte vartegn som Ales sten og Brösarps bakker.
Sværhedsgrad: Afhænger af strækning, men let til middel
Flyv til: Malmø
Information: svenskaturistforeningen.se/guider-tips/leder/skaneleden
Ø-hop i Stockholms skærgård
En lidt anderledes måde at vandre på! Med øhop-konceptet får du en fantastisk mulighed for at opleve et af Sveriges absolutte guldkorn – Stockholms smukke skærgård. Waxholmsbolaget sælger ”båtluffarkort”, der giver dig mulighed for at sejle rundt til alle øerne i skærgården, vandre på markerede ruter eller bare slentre rundt og gå på opdagelse.
Sværhedsgrad: Let
Flyv til: Stockholm
Vålådalsfyrkanten
Vålådalen i Jämtland tilbyder al slags vandring og eventyr for dig, som gerne vil prøve fjeldvandring for første gang. Der er fantastiske indkvarteringsmuligheder, både nede i Vålådalen, men også lettilgængelige langs ruterne oppe på fjeldet. En god lille rundtur på 4 dage er den såkaldte ”Vålådalsfyrkanten”, hvor du begynder og slutter nede ved Vålådalens fjeldstation. Dagsetaper i passende længder på cirka 15 km tager dig gennem skoven op til Stensdalen via Vålåstugorna og det flotte Lunndörrsmassiv og tilbage ned til Vålådalen igen. Passer perfekt til en weekendtur med vennerne.
Sværhedsgrad: Let til middel
Flyv til: Åre/Östersund
Information: svenskaturistforeningen.se/guider-tips/leder/valadalsfyrkanten
Helagsmassivet
I Helagsmassivet finder du Sveriges sydligste gletsjer, der dog skrumper hurtigt, men er et besøg værd! At vandre til Helags er perfekt for dem, som gerne vil prøve fjeldvandring for første gang. Det er forholdsvis let at vandre op mod Helags, cirka 15 km fra nærmeste by nede i Ljungdalen/Kläppen, og du kommer hurtigt op over trægrænsen, så den ægte fjeldfølelse kan indfinde sig! Mit bedste tip til at prøve fjeldvandring er at tage familie og børn med på en forlænget weekend i Helags fyldt med eventyr og smukke fjeldoplevelser.
Sværhedsgrad: Middel (gletsjer-turen muligvis svær, afhængig af vejret)
Flyv til: Åre/Östersund
Information: svenskaturistforeningen.se/boende/stf-helags-fjallstation
Höga Kustenleden
Höga Kustenleden strækker sig 130 km gennem verdensnaturarven Höga Kusten. Den byder på kystnær vandring i et ret kuperet landskab med høje klipper og Skuleberget som et naturligt højdepunkt, men du kommer også gennem dybe urskove og åbne nordlige landskaber. Dele af ruten består af grusveje og stier, mens delene gennem Skuleskogen Nationalpark er mere vandring på en markeret rute gennem den uovertrufne smukke natur omkring Skuleberget. Ruten begynder nede ved Högakustenbroen ved Kramfors og slutter oppe ved Örnsköldsvik, men du kan selvfølgelig vælge mellem forskellige deletaper for længere eller kortere dagsture.
Sværhedsgrad: Middel
Flyv til: Sundsvall/Timrå
Information: svenskaturistforeningen.se/guider-tips/leder/hoga-kustenleden