Restaurant Fiskekompaniet i Tromsø

Smag på det bedste fra Tromsø

Gode restauranter, verdens nordligste destilleri og fisk og skaldyr i verdensklasse.

Foto: Annika Goldhammer
November 2022
En arktisk skærgård og majestætiske bjerge er blot nogle af Tromsøs seværdigheder. Den nordnorske by har også gode restauranter, verdens nordligste destilleri og fisk og skaldyr i verdensklasse.

Bardus

En afslappet bistro, som kombinerer den indbydende varme fra Sydeuropa med de bedste råvarer, den nordlige del af kontinentet kan byde på. På Bardus konstant skiftende menu finder du lokale delikatesser som elg, rensdyr, krabbe og hval – altid sæsonbaserede ingredienser.

Cora Sandels gate 4
bardus.no

Fiskekompaniet 

Den bedste restaurant med fisk og skaldyr i byen. Nyd en skaldyrsplatte eller friskfanget pandestegt torsk med vine, der passer til, ved kajen hvor der er en spektakulær udsigt over Tromsdalen. Gå ikke glip af kongekrabbe, en af egnens lækreste specialiteter.

Killengrens gate
fiskekompani.no

Restaurant Mathallen i Tromsø
Foto: Annika Goldhammer

Mathallen

En kombination af delikatesse-butik og gourmetrestaurant. I deli-afdelingen kan man købe frisk fisk og skaldyr, kød fra det lokale slagteri, arktisk gelato og lokale lækkerier som marmelade med gulerod og kardemomme. Menuen i de tilstødende restaurant består mest af retter tilberedt med lokale råvarer, f.eks. opdaterede klassikere som sild med kartofler eller trendy moderne favoritter som poké bowl med premium-laks.

Grønnegata 58
mathallentromso.no

Raa Sushi

En af de bedste sushires­tauranter i Nordnorge. I omgivelser med vægge i livlige farver – meget fjernt fra traditionelle japanske restauranter – serverer de legesyge kombinationer som f.eks. ristede mandler, flødeost, laks og jordbær eller helleflynder med asparges og æbler. Vælg Napp eller ­Fiske­lykke for en tallerken med dagens udvalg af lækkerier.

Skippergata 16
raasushi.no

Midnnatssol og delikatesser

Når man sidder på et skind af rensdyr foran en åben pejs med en tallerken med lokale lækkerier og udsigt over havet, oplever man  midnatssolen på en helt særlig måde. Wandering Owl har ture, hvor man oplever alt dette. Også fisketure.

wanderingowl.com

Restaurant Hibana i Tromsø
Foto: Ulrikke Lorentzen

Hibana 

Fisk er uden tvivl hjertet af Tromsøs madkultur. De lokale restauranter finder konstant nye måder at skabe nye smagsoplevelser på, så det er umuligt at blive træt af denne råvare fra havet. På Hibana serveres derfor naturligvis fisk, men også vegetarretter og nøje udvalgt kød lækkert tilberedt efter den japanske robatayaki-tradition. Tænk barbecue på japansk.

Storgata 73
hibana.no

Emmas Drømmekjøkken 

Allerede som barn drømte Anne Brit Andreassen om at drive res­taurant. For ca. 30 år siden blev drømmen til virkelighed. Og lige siden har Emmas Drømmekjøkken været kendt som en af de bedste restauranter i det Nordnorge. I stueetagen ligger Emmas Under, et uformelt alternativ til gourmetrestauranten ovenpå. Her serverer de gammeldags mad på en ny måde, som f.eks. en rustik fiskegratin i et hjerteformet ovnfad – comfort-food, når det er bedst. 

Kirkegata 8
emmasdrommekjokken.no 

Aurora Spirit

Verdens nordligste destilleri ligger i Årøybugten i Lyngen og har en vidunderlig udsigt over fjorden og de omgivende bjerge. Her fremstiller de gin, vodka, snaps og whisky under mærket Bivrost, vikingernes ord for Nordlys. Destilleriet arrangerer dagture fra Tromsø.

Lyngseidet
auroraspirit.com

Eide Handel

Denne Tromsø-institution har forsynet beboerne med lokale råvarer lige siden 1953 og er den største butik med friske madvarer i hele Nordnorge. Her kan du købe lammekød (inkl. pinnekjøtt), tørret torsk og røget fisk. Butikken ligger ca. 10 km uden for Tromsø på vejen til Sommarøy.

Fjordvegen 16, Kvaløysletta
eidehandel.no

Bryggeriet Ludwig Mack Brygghus i Tromsø
Foto: Annika Goldhammer

Ludwig Mack Brygghus

Mack havde i lang tid rekorden som verdens nordligst beliggende bryggeri, lige indtil de begyndte at brygge øl på Svalbard. Bryggeriet kan føres tilbage til 1877 og fik desuden et mere eksperimenterende mikrobryggeri for nogle år siden. Kjeller 5 tager sig af de mest kræsne ølenthusiater, og den tilstødende Ølhallen, det ældste værtshus i Tromsø, har 67 norske øl på fad. Man kan også tage en guidet tur (to gange dagligt om sommeren) for at høre mere om bryggeriets historie og deres øl.

Storgata 4
mack.no

Graff Brygghus  

I de senere år har Mack fået en udfordring fra to nye steder, Bryggeri 13 og Graff. Den sidste fremstiller håndbrygget øl i amerikansk og tysk stil i et træhus på Storgata, som er over 100 år gammel. De har både guidede ture og øl-smagninger. Deres udvalg består bl.a. af Stille Hav, en IPA med noter af grapefrugt og papaya – den perfekte tørstslukker på en varm sommerdag. 

Storgata 101
graffbrygghus.no

Fanf din frokost

En perfekt lejlighed til at kombinere en bådtur med den lokale madkultur. Man kan vælge mellem flere forskellige ture, bl.a. en fisketur med en katamaran. Hvis man fanger en fisk, kan man spise den til frokost tilberedt på den traditionelle måde. Hvis man vil have en tur med mere action, kan man tage en RIB båd til en nærliggende ø, hvor de serverer en buffet med traditionelle fiskeretter fra Tromsø.

tromso-friluftsenter.no

Madhallen Kystens Mathus i Tromsø

Kystens Mathus

Kystens Mathus er en arkitektonisk bemærkelsesværdig madhal med fantastiske fiske- og kød-diske, hvor de byder på den lokale specialitet fiskechips og andre nordiske lækkerier. Et fremragende sted at finde kulinariske souvenirs til at tage med hjem.

Stortorget 1
kystensmathus.no/ferskvare

Tekst af Annika Goldhammer