De bedste madoplevelser i Rom
Den bedste carbonara, is og kaffe til madelskere.
Smagfuld overnatning
Mama’s Home
Check ind på det glimrende, familieejede Mama's Home. Morgenmaden i form af en sød cornetto (en slags croissant), appelsinjuice og en perfekt espresso serveres ude på torvet Campo de' Fiori. Hvis du er mere sulten og har lyst til nyplukket, solvarm frugt, kan du efter morgenmaden besøge torvets permanente madmarked, hvor du bl.a. kan købe frugtsalater og lokale grønsager.
Mesterlig gelato
Gelato Maravé
Du må ikke forlade Campo de' Fiori uden en gelato fra prisbelønnede Gelato Maravé. Maravé ligger godt nok i et kvarter, som vrimler med turistfælder, men lad dig ikke skræmme af den glitrende facade. Gelatomesteren Emanuela Avaros mandelis, som var smagen, der sikrede en plads i Gelato World Masters, er virkelig et mesterværk.
Kaffekunst
Tazza d’Oro
Du finder en glimrende granita al caffè (en islignende drik med flødeskum) – eller en enkel espresso, hvis du har fået nok laktose – på den populære Tazza d'Oro, som både er risteri og kaffebar. Her har de dyrket den romerske kaffekunst i 70 år, og du kan trygt lade det dygtige personale guide dig i kaffemenuen, så du finder din favorit. Måske går det op for dig, at du aldrig rigtig har vidst, hvad virkelig god kaffe er, når du skyller den fyldige espresso ned i baren på Tazza d’Oro. Sørg også for at købe en pose af risteriets egen blanding med hjem.
Den perfekte pizza
Emma
Når det er ved at være frokosttid, er det en god idé at sætte kurs mod Emma, som serverer en af Roms bedste pizzaer med gode råvarer, perfekte bunde og skøn atmosfære. Pizzadejen er udviklet i samarbejde med Roman Bakerys kok Pierluigi Roscioli, og hans aftryk er tydeligt i de perfekte, tynde og sprøde bunde. Råvarerne til fyldet er relativt enkle, mens du til fyldet kan vælge imellem flere forskellige typer af burrata, mozzarella og tomater. Pizza Bianca Margherita med små og ekstra søde såkaldt datterinitomater er i al sin enkelhed ren og skær pizzalykke.
Fristelser på madmarkedet
Mercato di Testaccio
Mercato di Testaccio er noget mere tjekket end Roms øvrige madmarkeder, og den fødevare, du ikke finder her, eksisterer formentlig ikke. Afsæt hellere nogle timer til besøget, her er meget at se! Der er mange borde, hvor du kan indtage din frokost fra en af markedets små restauranter. En anden mulighed er at købe et rustikt surdejsbrød med porchetta (italiensk rullesteg), solmodne tomater, en irgrøn, lokal olivenolie og en flaske italiensk vin. Derefter kan du lade italienerne, som målrettet går efter deres foretrukne boder, stå for underholdningen.
Middagsmagi #1
Da Enzo
Køen til den populære Da Enzo i Trastevere er lang, så du skal være ude i god tid, hvis du vil spise middag her. Men bare rolig – der serveres aperol spritz til de tålmodige, og køen bevæger sig hurtigere, end du tror. Når du først har sikret dig et bord, venter en fantastisk cacio e pepe og Da Enzos egenfremstillede produkter. Sørg for ikke at gå glip af forretterne og desserterne, f.eks. friteret zucchiniblomst med ansjos og mozzarella til forret og en panna cotta med skovjordbær til dessert.
Middagsmagi #2
Tonnarello Scala
Tonnarello Scala i samme kvarter er mindst lige så god som Da Enzo og kræver også sin køtid. Polpette, de italienske kødboller, er nærmest magiske. En kvinde ved nabobordet mente desuden, at hun havde fået sit livs bedste carbonara her – og hun havde trods alt boet i Rom i 15 år.
Tekst af Sofie Zettergren Bonnevier