Elegant afternoon tea i København
En rejse gennem de bedste tehuse i København.
Den traditionelle eftermiddagste blev skik og brug i det bedre, britiske borgerskab i begyndelsen af 1800-tallet. Dengang spiste man først middag omkring klokken 20, og måtte derfor have noget at styrke sig på om eftermiddagen. Og selvom tiderne skifter, er afternoon tea med agurkesandwich, scones og kager stadig en urokkelig institution, der også passer fortrinligt til det københavnske klima. Som det britiske kan det være temmelig vådt, og så falder en kop varm te med kageopsats på et tørt sted!
Her er 6 steder, hvor du kan drikke stilfuld afternoon tea i København
Te ved Tivoli
Nimb Bar
Lørdag og søndag kan man forkæle sig selv med luksuriøs afternoon tea på elegante Nimb. Der er hyggepianist ved flyglet, lakserillette, tatar, vagtelæg og rejer blandt de salte lækkerbiskener, og scones, petit fours, wienerbrød og moussekage til den søde tand. Kommer man den 2. søndag i måneden kan man vælge den ekstraordinære udgave med yderligere luksus i form af bl.a. champagne, kaviar og østers.
Klassisk tesalon
A.C. Perchs Tehandel
Københavns fineste tehandel har ligget i Kronprinsensgade siden 1835 og er foruden kongelig hofleverandør også stedet at få en klassisk, engelsk five o’ clock tea med en kande te, cremant i glasset, små sandwich, petit fours og scones med lemon curd, clotted cream og marmelade. Alt hvad ens indre brite begærer.
Champagne og te på D’Angleterre
Hotel D’Angleterre
Det bliver en helt særlig søndag, hvis man vælger luksushotellets udgave af afternoon tea, hvor det ikke er te, der er i hovedsædet, men Krug Grande Cuvée fra det eksklusive champagnehus Krug. Michelin-restauranten Marchal står for tre salte serveringer med blandt andet foie gras og kongekrabbe, og tre søde, der har kvædemacrons, passionsfrugtcurd og chokoladekiks med guld iblandt. Der serveres dog te til de søde sager.
En udsøgt fornøjelse
Café Royal i Radisson Collection Royal Hotel
På Arne Jacobsens gennemrenoverede designhotel er afternoon tea en udsøgt fornøjelse, der kombinerer det bedste af dansk design med klassisk britisk te-kultur. Små smørrebrød, fingersandwich, scones med flødeskum, syltetøj og marmelader og patisserie inspireret af hotellets design – f.eks. den ikoniske spiraltrappe i chokolade. Dertil drikkes naturligvis te - og måske et glas prosecco?
Japansk afternoon tea
io
io tehus er stedet for rigtige te-elskere. Når man træder ind i io, er det som at være i en japansk spa – indretningen er minimalistisk og stemningen er rolig og fredfyldt. Her kan du bruge en hel eftermiddag på at smage alle de økologiske og naturligt dyrkede tesorter, der tilbydes.
Te for chokoladeelskere
Peter Beier Chokolade
Chokoladegiganten Peter Beier Chokolade finder du flere steder i hovedstaden. Her serveres afternoon tea sammen med en generøs menu med blandt andet sandwicher, chokoladescones, is og årstidens luksuriøse chokoladedesserter.
Tekst af Lise Hannibal