Nordlyset i Tromsø
Læs vores bedste tips til at se nordlyset.
Nordlyset har fascineret mennesket i umindelige tider, og de seneste år er turister fra hele verden valfartet til Tromsø for at opleve det ved selvsyn. Grønne, blå, røde og gule farver bølger over himlen og sørger for, at mørketiden bliver alt andet end farveløs.
Det spektakulære naturfænomen opstår som følge af nogle heftige fysiske processer i verdensrummet – ved at energirige partikler bliver slynget fra solen mod jordkloden. Derefter sørger jordens magnetfelt for, at solpartiklerne dirigeres mod polerne, og de ladede partikler kolliderer her med nitrogen- og oxygenatomer. Resultatet er det smukke nordlys. Farverne i nordlyset bestemmes af højden, det skabes i. Det kan være alt fra 80 kilometer til 500 kilometer over jorden.
Området omkring den magnetiske nordpol bliver kaldt for nordlysovalen. Da Tromsø ligger godt placeret i forhold til denne, er der ofte gode muligheder for at opleve nordlys her. For at man kan se nordlyset, skal det være mørkt og klart vejr. Sats derfor på månederne fra oktober til marts.
Når der er meget aktivitet på solen, er der også meget nordlys, og da er der gode muligheder for at se lysshowet fra centrum. Men chancerne for en stor oplevelse øges betragteligt, hvis du bevæger dig væk fra bycentrum. Så reduceres lysforureningen, og nordlyset bliver mere klart.
Telegrafbugten syd for Tromsø er et godt udsigtsområde i overkommelig afstand fra centrum (cirka fire kilometer). Ellers er Prestvannet på toppen af Tromsøya et godt alternativ.
Har du mulighed for transport kan Finnvikdalen og Kattfjordeidet anbefales. Eventuelt kan du nyde synet fra Fjellheisen – med udsigt over hele Tromsø.
Tekst af Christine Kristoffersen Hansen