Her kan du fejre 4th of July i 2023
Oplev USA’s nationaldag i syv af landets største byer.
Den 4. juli 1776 blev den amerikanske uafhængighedserklæring underskrevet i Philadelphia, hvor de 13 tidligere britiske kolonier erklærede sig fri for Storbritanniens styre. Året efter, i 1777, blev den første fejring af nationaldagen holdt med patriotiske taler, 13 salutskud – et for hver fri stat – parader og fyrværkeri. I dag er nationaldagen en vigtig helligdag, som stadig fejres traditionelt med både parader og fyrværkeri rundt om i landet. Her er vores bedste tips til destinationer i USA, hvor du kan fejre nationaldagen.
New York
Hvor er det bedst at opleve nationaldagen, hvis man er i New York City? Med udsigt over East River. Her kan man nemlig se det verdensberømte show Macy’s 4th of July Fireworks, en spektakulær opvisning med fyrværkeri og livemusik af et kæmpestort orkester. I 2022 blev der affyret næsten 2.000 raketter i minuttet, og blandt specialeffekterne var bl.a. blinkende smileys og piftende gopler. Årets fejring vil sikkert holde samme niveau.
Boston
Fyrværkeri og orkestermusik i en skøn symfoni. I Boston er det The Boston Pops Fireworks Spectacular på Esplanade, du ikke må gå glip af den 4. juli. Ud over fyrværkeri i masser af farver og former over Charles River bliver aftenen akkompagneret af Boston Pops Orchestra, et moderne orkester, som spiller alt fra jazz til pop. Find et sted på Memorial Drive på Cambridge-siden af floden for at få den bedst mulige udsigt til fyrværkeriet.
Chicago
Chicago er kendt for sine fyrværkerishows. Navy Pier ved Lake Michigans sydvestlige kyst afholder storslåede shows, ikke kun den 4. juli, men hver 2. onsdag og lørdag hele sommeren. Men deres årlige nationaldagsshow er naturligvis noget helt specielt, hvor man sætter alle sejl til med danseshows og livemusik. Hvis du befinder dig ved bredden af søen i nærheden af Navy Pier, har du den bedst mulige udsigt over Chicagos himmel oplyst af nationaldagens fyrværkerikonfetti.
Los Angeles
At fejre nationaldagen med et fyrværkerishow ud over havet med synkroniseret musik er noget helt specielt. Har du lyst til at opleve det? Så er Marina del Rey ved Venice Beach i Los Angeles noget for dig. Showet opleves bedst fra et valgfrit sted i Marina Del Rey, fx Burton Chace Park, Fisherman’s Village eller Marina Beach, men også på lidt afstand fra Venice Pier, Playa Vista og Dockweiler Beach.
Miami
I Miami foreslår vi, at du indleder nationaldagen med at beundre paraden, der marcherer langs Crandon Boulevard i Key Biscayne, fra Harbor Drive til Westwood Drive. Bagefter er det et must at besøge Bayfront Park, som er kendt for sin familievenlige fejring af nationaldagen med livemusik, DJ’s, hoppeborge og food trucks for enhver smag. Og højdepunktet? Aftenens fyrværkerishow over den smukke Biscayne Bay, som afslutter dagen.
San Francisco
Fisherman’s Wharf på den nordlige kyst er et af San Franciscos mest populære turistområder, og her kan man nyde en storslået fejring af nationaldagen. Her samles folk for at beundre fyrværkeriet, som for at opnå den optimale effekt affyres synkront fra to forskellige steder: Aquatic Park og Pier 39. Oplev også gadeartister, livemusik og lokal mad.
Washington DC
En af de største nationaldagsparader, America’s National Independence Day Parade, løber af stablen i hovedstaden Washington DC på gaden Constitution Avenue, fra 7th Street til 17th Street. Her marcherer hvert år den festlige parade med bl.a. musikkorps, trommekorps, heste og tamburkorps forbi historiske steder og monumenter. Tip: Tag opstilling sidst på ruten, hvor der er mindre trængsel.
Tekst af Liv Bossuyt