På vej mod nul-emission
Ann-Sofie Hörlin, Head of Sustainability hos SAS, fortæller om bæredygtigt flybrændstof.
Vi talte med Ann-Sofie Hörlin, Head of Sustainability hos SAS, for at få mere at vide.
Hej, Ann-Sofie. Fortæl mere om jeres arbejde for, at rejsende kan flyve fossilfrit.
– Hos SAS sigter vi mod i 2030 at anvende fossilfrit flybrændstof i en mængde svarende til alle vores indenrigsflyvninger. Den rejse tager vi sammen med vores passagerer. Siden 2019 har det været muligt at tilkøbe bæredygtigt flybrændstof til rejsen. Sidste år blev SAS Corporate Sustainability Program lanceret, hvor vi inviterer vores virksomhedskunder, som vil købe biobrændstof i større omfang, og nu lancerer vi en ny billettype, som inkluderer 50 % biobrændstof. Den nye billettype hedder SAS Go Smart Bio & SAS Plus Pro Bio, og de lanceres i foråret 2023.
Hvor meget mindre CO2-emission genereres af biobrændstof?
– Branchen regner normalt med, at biobrændstof i snit reducerer CO2-emissionen med op til 80 % i hele dets livscyklus sammenlignet med fossilt brændstof. Men det kan ofte være mere end det. Det betyder, at biobrændstof i sig selv ikke genererer nogen nettoforøgelse af CO2 i atmosfæren.
Ifølge reglerne for kommerciel flyvning må biobrændstof i dag blandes med fossilt flybrændstof, hvor andelen af bæredygtigt brændstof højst må udgøre 50 % af blandingen. Det afspejles i vores nye billettyper Go Smart Bio & Plus PRO Bio.
Hvad indeholder SAF?
– Det er primært restprodukter fra landbrug og fødevareproduktion. Ifølge EU's bæredygtighedskrav må det ikke fremstilles af biomasse, som ville kunne spises, fra planter, som udkonkurrerer fødevareproduktion, eller fra ødelæggelse af regnskov. Derfor bliver det så interessant med syntetisk SAF i fremtiden.
Hvad er det?
– Det syntetiske flybrændstof, også kendt som elektrobrændstof, vil blive produceret af fossilfri elektricitet, genvundet kuldioxid og brint.
Hvordan foregår det?
– Brændstoffet produceres ved hjælp af direkte CO2-fangst, for eksempel ved at opsamle røggasser fra et varmeværk. Derefter tilsættes brint i et elektrolyseanlæg, hvilket skaber alkohol, som kan anvendes til fremstilling af biobrændstof. Naturligvis er det vigtigt, at den elektricitet, der anvendes i fremstillingen, er fossilfri, men processen behøver ingen biomasse.
Er SAS med i nogen projekter?
– Ja, vi er i øjeblikket engageret i to projekter, et i Sverige og et i Danmark.
HySkies er et samarbejde mellem Vattenfall, SAS, Shell og LanzaTech, som fokuserer på fossilfri flytrafik.
Sammen undersøger vi muligheden for en produktion i stor skala af syntetisk, bæredygtigt flybrændstof i Sverige, ved hjælp af LanzaJets ”Alkohol-til-jet”-teknologi, som er udviklet af LanzaTech og US Department of Energy's Pacific Northwest National Laboratory (PNNL).
Når produktionen er oppe at køre på fuld kapacitet, kan den tilføre SAS op til 25 % af det totale behov for bæredygtigt flybrændstof allerede i 2030.
Det andet projekt er Green fuels for Denmark, som drives af Ørsted, hvor SAS deltager som partner. Projektets formål er at producere elektrobrændstof til flyvninger udelukkende ved brug af vindkraft.
Produktionsanlægget forventes at producere sin første leverance af syntetisk flybrændstof i 2025 og op til 250.000 ton i 2030, hvilket svarer til forbruget i alle SAS flyvninger, der udgår fra København.
Fly må maksimalt tankes med 50 % SAF. Jeg tror, mange spekulerer over, hvorfor der ikke kan tankes udelukkende med bæredygtigt brændstof?
– Det bæredygtige flybrændstof har samme egenskaber som fossilt flybrændstof og kan derfor blandes uden problemer. Allerede i dag er der gennemført testflyvninger kun med SAF i tankene, så det er muligt. De nuværende regler ændrer sig, og øget tilsætning af SAF vil successivt ske i takt med, at test og certificeringer gennemføres.
Kan du kort nævne andre af jeres initiativer til at nå målet med nul-emission i 2050?
– De største investeringer, vi har foretaget, er at modernisere vores flåde. Cirka 60 % er allerede udskiftet, og alene det reducerer emissionen med 20-30 % sammenlignet med de tidligere modeller. Vores investeringer har betydet, at vi har Europas mest moderne flåde.
Samtidig er der en masse forskellige innovationsprojekter i gang, og her er det vigtigt, at SAS er på forkant og støtter, hvor vi kan. Eksempelvis er der el- og brintfly, hvor vi samarbejder både med svenske Heart Aerospace og Airbus.
På vej mod nul-emission
Et sted som Skandinavien, som har spektakulær, men udfordrende, geografi, er flyindustrien altafgørende. Den giver mennesker mulighed for at leve et rigere liv og betyder, at varer kan transporteres over hele verden. Uden flytrafikken ville Skandinavien ikke være, hvad det er i dag.
SAS har i årtier været på forkant med at fremme bæredygtig flytrafik, og det er stadig vores højeste prioritet. Vores primære prioritet er at reducere CO2-emissionen, og vi arbejder hårdt for at nedsætte vores klimapåvirkning.
Vi har en stor rolle i flyindustriens omstilling. Det betyder, at vi støtter innovation og partnerskaber for at finde nye løsninger, foretager store investeringer i nye og mere brændstofbesparende fly, øger produktionen og brugen af bæredygtigt flybrændstof og gennemfører mange andre forbedringer i vores tilbud og services ombord.
Læs mere om vores bæredygtighedsarbejde her.
Tekst af Johan Lindberg