Perfekt, magisk vinter i Alta
Den nordnorske by Alta er en af verdens bedste vinterdestinationer.
Har du nogensinde oplevet det arktiske vinterlys? Rosa og gyldent spreder det sig over det hvide og blå landskab. Det er en af de magiske oplevelser, man får i nordnorske Alta lige der, hvor havet møder Finnmarksvidda.
I Alta, en by med 20.000 indbyggere, oplever man vintersæsonen i den måske mest ideelle form. Men trods rygtet om en mørk og kold årstid er vinteren her – i skarp konkurrence med foråret – den tid på året, hvor man kan få mest ud af at være udendørs. Det eneste, man skal tænke på, er at klæde sig efter vejret.
Ikke kun nordlys
Alta er kendt som nordlysets by og er et perfekt sted, hvis man håber at se fænomenet, hvor himlen lyses op, når elektrisk ladede partikler rammer molekyler højt oppe i atmosfæren. For at øge chancerne kan du booke en af de mange nordlysture i små grupper (den bedste tid er november-februar).
Ud over nordlys har Alta virkelig meget at byde på, hvis man vil have den ultimative vinteroplevelse. Tag på en magisk snescootersafari gennem det eventyrlige vinterlandskab, og overnat i et traditionelt samertelt. Eller tag på hundeslædetur med familien på Finnmarksvidda, Norges største fjeldplateau. Begge dele er uforglemmelige vintereventyr i en betagende smuk natur.
Fra ishotel til isfiskeri
Vil man have en luksusoplevelse, kan man overnatte på verdens nordligste ishotel i Sorrisniva, men man kan også nøjes med at besøge det for at få en drink og en rundvisning. Et helt andet eventyr oplever man ved at iføre sig snesko og begive sig ud for at fiske i et hul i isen, enten alene eller med en guide. Cykling er noget overraskende ikke umuligt i Alta om vinteren, og man kan sagtens komme rundt i naturen på en Fatbike. De ekstra tykke og kraftigt mønstrede hjul sikrer, at cyklen ikke skrider på underlaget.
Hvis du vil opleve en fuldendt og magisk vinter og fylde op med minder om uforglemmelige naturoplevelser i en by med gode overnatningsmuligheder, mad og kulturaktiviteter, bør Alta stå højt på din ønskeseddel.
Tekst af Daniel Björk