Otte spændende oplevelser i Agadir
Marokkos Miami er det rene skatkammer for besøgende.
Agadir kaldes af og til for Marokkos Miami, og selvom byerne er meget forskellige, er der også et gran af sandhed i det. Efter at et jordskælv ødelagde størstedelen af byen i 1960, opbyggede den dengang unge nation en moderne, international by, som hurtigt blev et sofistikeret rejsemål for europæiske besøgende.
Også i dag er charmen åbenlys. Agadir har med sin placering ud for Marokkos kyst – på en breddegrad imellem Madeira og De Kanariske Øer – et nærmest perfekt klima hele året. Det er en rigtig storby med næsten en million indbyggere og har derfor alt, en besøgende kan ønske sig, hvad enten det er natteliv, hoteller, turistattraktioner eller traditionelle restauranter. Agadir og kysten omkring byen er samtidig perfekt til surfing, både for nybegyndere og erfarne surfere. Golfspillere har flere baner at vælge imellem, og hvis man vil vandre i bjergene, er Agadir et populært udgangspunkt.
Borgen med udsigt over Atlanterhavet
Kasbah Agadir Oufella
Det kan være rart at lægge ud med noget turistet, når man besøger et nyt sted, og et besøg på den gamle borg Kasbah Agadir Oufella er et godt bud. Borgen blev meget beskadiget under jordskælvet i 1960, men den er ved at blive restaureret. Herfra er der udsigt over hele byen og kysten. Det er en god idé at besøge borgen omkring solnedgang for at se solen synke ned i Atlanterhavet. Der afgår busser fra foden af bjerget hvert 20. minut, men det er også en mulighed at forvandle udflugten til en eventyrlig gåtur.
Marokkansk kogekunst
Le Mauresque
Agadir er fyldt med restauranter, en del europæiske, andre traditionelle. Hvis du er ude efter en oplevelse med et lokalt smagsunivers på højt kulinarisk niveau, anbefaler vi Le Mauresque, en restaurant som også fungerer som loungebar. Musikere og sangere underholder fra kl. 20 hver aften med marokkanske musikgenrer som tarab, raï og chaabi. Bestil lammeskank med 12 krydderier eller en tagine med tørret frugt – den klassiske, nordafrikanske ret er opkaldt efter det lerfad, den tilberedes i – og lad musikken gøre dig i godt humør.
Fuglekiggeri i en nationalpark
Souss-Massa National Park
Sidi Binzarne
Syd for Agadir finder man en af Marokkos bedste nationalparker: Souss-Massa. Parken blev åbnet i 1991 og indeholder både dramatiske kyststrækninger, laguner, steppelandskaber, klitter og skjulte strande. Kun ti kilometer syd for Agadir finder du Souss-deltaet, hvor man kan se både stylteløbere og rosa flamingoer, afhængig af årstid. Fortsæt derefter langs kysten til Massaflodens delta, og prøv at få øje på den udryddelsestruede eremitibis – et minde for livet.
Dans med Agadirs partycrowd
Le Papagayo
Agadir har et livligt natteliv, og et godt sted at dykke ned i nattens muligheder er på byens mest kendte klub Le Papagayo, som du finder på hotel Tikida Beach. Her spiller kendte dj's, og bands optræder live foran et publikum, som består af unge, trendy lokale og turister. Hvis man har lyst til lidt luksus, kan man sagtens bestille en flaske og et bord, men husk, at det er storbypriser.
En runde mellem argantræerne
Tazegzout Golf
Slå ud fra tee med det blå Atlanterhav som baggrund på den maleriske golfbane, der er designet af Kyle Philips, som har ry for at være en af branchens bedste golfbanearkitekter. Det bliver til fulde bekræftet af banen i Tazegzout, et kvarter fra Agadir. Fra et plateau 80 meter over havet går du 18 huller i et layout, som er perfekt integreret i landskabet og dets argantræer.
Prisbelønnet økohotel
Atlas Kasbah Ecolodge
Agadir
Oplev en mere rolig – og mere chik – side af Agadir på dette økohotel 20 minutter fra byens hektiske atmosfære. Atlas Kasbah ligger midt i det biosfærereservat, som UNESCO indrettede i 1998 for at beskytte regionens argantræer, og fra hotellet har du udsigt over den grønne dal og berberlandsbyer. Hotellet har fået tildelt udmærkelsen World Responsible Tourism Award og drives af Helene og Hasan Aboutayeb, begge uddannet inden for bæredygtig turisme. Det afspejles tydeligt i deres arbejde med og støtte til det lokale berbersamfund.
Besøg Afrikas største spa
Fairmont Spa
En halv time nord for Agadir finder man luksushotellet Fairmount Taghazout Bay og hotellets vidunderlige spa, som også er Afrikas største. Her kan man lade sig forkæle med ansigtsbehandlinger, sound healing og signaturbehandlingen "Argan journey", som består af et bad i arganfrø, en arganoliescrub og en massage med arganolie.
Tekst af Daniel Björk