Palma de Mallorcas bedstee butikker
Oplev de bedste butikker med mode, traditionelt kunsthåndværk og interiørdesign.
Skønt ministormagasin
Rialto Living
Et skønt ministormagasin i en diskret sidegade til Paseo del Borne. Svenskeren Barbara Bergman har forvandlet Rialto Living til et skønt lille univers med et håndplukket udvalg af tøj, bøger, indretningsprodukter, møbler samt kunstgalleri og café. Og gå endelig ikke glip af reje- og avocadosalaten, hvis du skal holde blodsukkeret oppe, mens du shopper.
Et sted for hundeelskere
Palma Dog
Svenskejet hundebutik med økologisk hundefoder, hundesenge af håndvævet tweed, lædersnører og tæpper designet af ejeren Ulf i samarbejde med lokale kreative sjæle. Sortimentet omfatter også vin med hundeetiket, hundemalerier og andre gaver til hundeelskere.
Traditionelt mallorcansk kunsthåndværk
La Pecera
Traditionelt mallorcansk kunsthåndværk udstillet på en moderne og smagfuld måde i denne skønne indretningsbutik. Sortimentet omfatter alt fra møbler, puder og lamper til forskellige typer accessories.
Autentiske og praktiske souvenirs
Estilo Sant Feliu
Denne butik sælger puder, dækkeservietter, håndklæder og keramik – alle med det traditionelle mallorcanske Llengos-mønster, som har været brugt i private hjem på øen i umindelige tider, og som er blevet stadig mere trendy igen de seneste år. Et must for alle, der er på udkig efter autentiske og praktiske souvenirs.
Kurvemagernes gade
Mimbreria Vidal
De små gader omkring Sa Gerreria var tidligere Palmas håndværkerdistrikt. Der var en gade til hvert fag, og Corderia var kurvemagernes gade. Der er ikke mange spor af dette i dag, med undtagelse af denne lille fantastiske butik, der sælger hatte, strandtasker, lampeskærme og alt andet, der kan designes i strå. Et must, hvis du vil have lidt traditionelt og gammelt, mallorcansk kunsthåndværk med dig hjem.
Et must for foodies
Mercat de l'Olivar
Palmas primære fødevaremarked er et must for foodies, især om lørdagen. Her finder du byens bedste udvalg af frugt og grøntsager, ost og andre lokale delikatesser. Markedshallen har også flere barer, hvor du kan bestille friske skaldyr og et glas cava.
Tekst af Annika Goldhammer